I har aldrig set nogen dø, derfor er i så skide kolde

Jeg har religionsundervisning i en niende klasse. Det er en meget lille klasse. Mindre end tyve elever. Det er årgangens problemklasse. Halvdelen af eleverne komme fra andre lande, som de stadig kan huske.

Jeg skal undervise dem i etik. Om ondskab. Og jeg har som altid forberedt mig. Jeg fortæller om nazi-lægers forsøg med jøder og andre fanger. Jeg fortæller om tortur. Et par blonde tøser og fyre fatter ikke alvoren, og det irriterer mig, at jeg ikke fanger dem. Det irriterer mig at de sidder og fjoller, når jeg fortæller om de ondeste ting menneskeheden nogensinde har udrettet. Og selvfølgelig irriterer det mig som altid, at de ikke har den der formelle respekt for, at der står en voksen person foran dem, som prøver at lære dem noget.

Jeg overvejer, mens jeg underviser, om jeg skal være endnu mere dramatisk. Men jeg har lige fortalt dem om nazi-lægers undersøgelser af hvor længe et menneske kan være død efter at drukne og man stadig kan genoplive dem. Men lige om lidt skal jeg fortælle om noget endnu værre, og jeg tænker, naiv som jeg er, at når det bliver værre, bliver de bedre elever - hvem kan grine, når man for fortalt om de grusomheder jeg snart kommer til?

Men de fjoller videre, de tilpassede veltilpasse blonde danske piger og drenge. Ikke dem alle, men den tjekkede klike bliver ved.

En af eleverne er to-sproget. Han er skide irriterende, men i denne time er han pludselig vågnet op. De fjantede blonde tøser og drenge, der bare pjatter sig gennem timen, mens de ignorerer undervisningen bliver pludselig for meget for ham. Han vender sig om mod dem.

"Det er fordi i ikke har set mennesker dø, at jeres hjerter er så kolde." Det er den mest velformulerede sætning, jeg nogensinde har hørt fra ham. For det meste taler han kolonsprog, som så mange to-sprogede gør. "Min bil : den er for sej". "Mig: Jeg er ligeglad". "Ham: Han er en nar".

Men denne gang sagde han det rigtigt:
"Det er fordi i ikke har set mennesker dø, at jeres hjerter er så kolde."

Det er en af de smukkeste og mest sørgelige udtalelser, jeg nogensinde har hørt. Og det går op for mig, at integration er mere end bare at tale pænt til alle. Det går op for mig, for alvor, at inklusion betyder, at vi skal favne hele menneskeheden. Og at en meget stor del af hele menneskeheden kan være tilstede i en helt almindelig folkeskoleklasse.

Efter timem overvejer jeg, om jeg skal nøjes med at arbejde på privatskoler, men det virker bare for nemt. Jeg har arbejdet som vikar på et par privatskoler. Og det er søde, pænt ensrettede børn, der ikke rigtig skiller sig ud fra hinanden. De er sgu så skide solide. Og jeg ved, i det øjeblik knægten i 9.klasse siger, at tøser og drenge er kolde, fordi de ikke har set døden, at her, i folkeskolen, er der en opgave, der gør langt mere forskel, end nogen som helst anden opgave, jeg kunne kvalificere mig til. Så fra da af, har jeg valgt privatskoler fra. Jeg vil være der, hvor det største spænd er.

Fra diagnosebørn til traumebørn, der har oplevet ting få voksne mennesker ville kunne kapere alene. Fra de dummeste til de klogeste. Fra de veltilpassede til de utilpasssede. Og det går op for mig, at den virkelig fede opgave som lærer er i folkeskolen, ikke i privatskolerne.

Men det kræver fame forberedelse at være klar til en klasse, der spænder så vidt. Og jeg indser, igen, at forberedelse er langt vigtigere end bare at være tilstede foran en klasse. For uden forberedelse, ingen forståelse.

Jeg talte med knægten efter timen. Vi fik en forbindelse. Os der har set andre mennesker dø, har en særlig forståelse for at livet er mere og større end bare en karakter i niende klasse. Han er ikke sur på de overfladiske blonde drenge og piger i klassen. Han er bare alene.